Kære brevkasse
Jeg er en pige på 17 der lige nu sidder hjemme med virtuel undervisning. Jeg synes det er rigtig svært når jeg ikke kan se mine venner i det omfang jeg plejede, og føler ikke længere jeg er en del af et fællesskab. I starten var det egentlig meget dejligt med noget alenetid men som dagene efterhånden går og der kommer flere restriktioner indser jeg at jeg har svært ved at holde fokus. Før var jeg en del af en vennegruppe på seks, men da man kun må være fem, er det ikke muligt for hele vores vennegruppe at mødes. Jeg har på det sidste syntes at der har været meget tavst på vores fælles messenger gruppe, indtil jeg op
dagede at de var sammen uden mig. Jeg ved godt at det ikke er muligt at være sammen alle seks på nuværende tidspunkt, men skal jeg konfrontere dem med det?
Med venlig hilsen Enspænderen
Kære Enspænder
Nu skal det jo ikke kun handle om mig, men da jeg var 17 plejede mig og mine venner tit, at mødes på et bestemt gadehjørne. Vi var en vennegruppe på omkring 5. Vores aftale var, at man altid mødtes på samme gadehjørne, hver fredag kl 16:00. Hvis det skete, at der manglede en fra gruppen ville vi altid tage hjem til dem, for at se om der var sket dem noget. Som årene gik og vores venskab så stille gik hen og forsvandt, stoppede vi med at mødes på gadehjørnet og vi gik hvert til sit. Nu er jeg så flyttet ud af min hjemby, og hen til et sted jeg aldrig drømte om, at skulle bo. I starten var jeg meget kritisk over for mit nye bosted men efterhånden som tiden gik, lærte jeg nye mennesker at kende, og dannede nye venskaber.
Kære enspænder, det er ikke altid at ens venskaber holder uanset hvor meget man prøver. For et venskab er ligesom et lille barn, der konstant skal plejes og kigges efter, og det kræver en masse viljestyrke for, at holde det kørende. Men som man siger er der mange fisk i havet, og man skal nok komme sig selvom det måske føles forkert at give op på nogle man har kendt i lang tid.
Niklas, Kathrine og Sille
SvarSletVi synes den er relevant både for vores egen hverdag, og relevant til bogen. Brevkassen tager fat i et vigtigt emne lige nu, og vi synes den er godt fundet.
Citat fra bogen: "på sin viser det mere trist men du forstår det ikke men du forstår det ikke nu. Når man ikke kan overskue tingene er det vigtigt at ignorere fremtiden."
Vi (Sanab, Vigga & Ditte) synes, at gruppen har lavet et virkeligt godt stykke arbejde - især i brevkassesvaret. De har fået det til at lyde nøjagtigt som var det forfatteren, der havde skrevet det. Det kan vi fx se på s. 16, l. 2: "Nu skal de jo ikke handle om mig..." De kommer ligesom forfatteren med en personlig beretning og talesprog, og får det til at handle om hovedpersonen selv.
SvarSletLigesom vi ser i romanen hvor vores hovedperson tit vender personernes dilemmaer, til noget om sig selv. I dette eksempel har Enspænderen et dilemma hvor brevkassen ikke svare, og i stedet snakker om sin fortid.
SvarSletFra side 168-170 så svare brevkassen på et spørgsmål, hvor hun endnu ikke direkte hjælper.
Af: Motaz, Kasper og Ida.
Mads, Tarinja og Luca
SvarSletDet for mi til at tænke på s.26 "“Kære David. Det er min lille remse, måske kan den virke for din mand. Vis barmhjertighed. Harmoni falder ikke alle mennesker naturligt.”
Fordi hun for hendes råd vent over på hende selv og hvad der virker hende.
Layal og Mie
SvarSletPå side 64, linje 2, starter hun en lang forklaring om hende selv - "Da jeg var højgravid, havde jeg en kørerlærer, der hed Mona". Hun fortæller meget om sig selv, og hendes oplevelser, frem for egentlig at henvende sig til Klasselæren, der skriver ind.